Forebyggelse af vold mod kvinder og børn

Optakten til vold
7 elementer der forebygger vold i en psykisk optakt

"Psykisk optakt" er et nøglebegreb i Feministisk Selvforsvar. Det betegner den proces og det tidsrum, der går forud for fysisk magtanvendelse. Processen begynder i det øjeblik, du mærker, at situationen udvikler sig i en uønsket retning, og du føler dig utryg, bange eller registrerer aggressioner.

En psykisk optakt har næsten altid flere trin. Der er tale om en stigning i alvor og intensitet, hvor angriberen ”prøver dig af” på måder, så dine behov, ønsker og sikkerhed bliver sat til side, og det kan til sidst kulminere i et fysisk overfald. I tid kan den psykiske optakt variere fra et par minutter til en halv time, en hel aften eller – typisk i vold i parforhold – op til flere måneder eller år.

90-95% af de voldelige episoder, kvinder kommer ud for, har en psykisk optakt. Vi kender alle situationer, hvor der er nogen, der generer os. Fx: Du er til en fest, en mand begynder at være nærgående, og du synes ikke om det. Eller du går ned ad gaden og mærker, at der er en, der følger efter dig og kommer nærmere og nærmere. Det er en psykisk optakt.

I mindst 80% af overgrebstilfældene kender voldsmanden kvinden i forvejen. Her vil der typisk være tale om en lang psykisk optakt og derfor gode chancer for at sætte grænser og skabe psykisk eller - om nødvendigt - fysisk afstand, så situationen ikke udvikler sig til en konfrontation, hvor fysisk modstand bliver nødvendig. Men hvad med de sidste 20%, der dækker angreb fra en fremmed på gaden, i en park eller lignende? Sådanne ”offentlige angreb” har også en psykisk optakt, men den kan være af en kortere varighed. Ifølge undersøgelser har op til 75% af de kvinder, der undslipper angreb i det offentlige rum, straks råbt og skreget, og de er løbet væk i de første sekunder af overfaldet.

Myterne om, at volden opstår pludseligt, og at det er bedst ikke at gøre modstand, underminerer troen på, at kvinder kan gøre noget for at undslippe. Men du kan lære hvordan og hvornår en psykisk optakt begynder, og hvordan du kan komme ud af situationen, inden den fysiske vold sætter ind. Figuren her illustrerer de enkle psykiske redskaber, der kan bruges i en psykisk optakt.

7 elementer der forebygger vold i en psykisk optakt

1. Positiv selvfølelse
Selvværd og tillid til egne handlinger har været Feministisk Selvforsvars primære byggesten i alle kurser. Det har vist sig, at selvtillid kan redde liv i truende, voldelige situationer, ligesom det også er den, der skaber forudsætninger for en tilfredsstillende tilværelse i al almindelighed. Alle vores handlinger skal bunde i en følelse af, at vi holder af os selv, i en viden om vores ret til at give udtryk for vores følelser og ønsker og i en erkendelse af, at vi er værd at forsvare. En positiv selvopfattelse er ikke noget, du bare har eller ikke har - den kan opbygges og skal vedligeholdes.

2. Udstråling
Undersøgelser har vist, at kvinder, som gennem deres kropssprog udstråler selvværd, selvsikkerhed og mod, sjældent bliver udsat for vold. (Se eksempler på forskellige udstrålinger). Vi kan lære at føle og udstråle, at vi kan og vil handle aktivt i enhver situation.

3. Opmærksomhed
Det gælder om at være ”til stede" i det, der sker, registrere mennesker, omgivelser og stemninger. Opmærksomhed skal rettes mod såvel de positive som de negative aspekter af en situation, omfatte hele spektret fra ting, vi holder af og dejlige mennesker til grimme ting og folk, vi ikke føler os trygge ved. I forvejen lægger vi ubevidst mærke til en masse, når vi går på gaden eller er til et selskab. Den opmærksomhed skal blot udbygges til at være en helt naturlig del af vores færden hjemme, på gaden - kort sagt overalt.

4. Mærk efter
Intuition er et meget fint redskab. Jo mere vi lytter til den, jo lettere er det at følge den. Der er mange fordele ved at lære at mærke efter og handle intuitivt både til hverdag og i voldelige situationer. Intuitionen er en kilde til vigtige informationer, der kan give bedre livskvalitet.

5. Tag stilling
Kan jeg lide det der sker, eller kan jeg ikke lide det? Vi skal turde foretage vores egen personlige vurdering af den situation, vi befinder os i nu. Og stole på vores ret til at følge den vurdering, uanset hvad andre mener om situationen.

6. Handling
Det er vigtigt at give tydeligt og direkte udtryk for, hvad man har lyst til, og hvad man ikke har lyst til. Vi skal kende og sætte vores grænser. Du kan give udtryk for dine meninger på mange måder: med mimik, kropsholdning og ord. Afvisninger kan spænde fra et mildt og venligt : “Det har jeg ikke lyst til”, til det mere bestemte: “Det her vil jeg ikke finde mig i!”. Hvordan vi handler, er helt afhængigt af den enkeltes følelser og ønsker. Der kan ikke opstilles regler, der gælder for alle i samme situation. En amerikansk undersøgelse, hvor man sammenlignede kvinder, der var blevet voldtaget, og kvinder, der havde klaret sig ud af et overfald, viser, at hvis kvinden i den psykiske optakt var bestemt, vred eller afvisende, blev voldtægten oftest ikke gennemført. Hvis hun reagerede med angst, passivitet eller lammelse, var risikoen for, at voldtægten blev fuldbyrdet, større. I tillæg er det de kvinder, der kender og giver udtryk for deres ønsker og behov, der opnår de bedste stillinger og hurtigere avancerer i erhvervslivet.

7. Skab afstand
Den vigtigste Feministisk Selvforsvars teknik er at skabe afstand, psykisk såvel som fysisk, og man kan godt sige, at de 6 tidligere omtalte voldsforebyggende elementer også indgår i at kunne skabe afstand. Afstand er noget af det vigtigste, for hvis du har afstand til en angriber, kan han ikke øve fysisk vold mod dig.